|
Vi skal vandre i landskaber, der synes at stamme fra fantasien. Man føler sig hensat til et romantisk Shakespeare-stykke. I Ligurien og Cinque Terre mærker vi alle vores fem sanser: Storslåede naturscenarier, middelalderlandsbyer i pagt med naturen, vin og gastronomi, ømme fødder, sval vind, solen i ansigtet og en naturlig træthed. Stilhed, havets brusen, naturens lyde. Det er duften af Italien.
Hotel Della Baia*** www.baiahotel.com Via Lungomare, 111, IT-19022 Le Grazie di Portovenere. Moderne lille hyggeligt trestjernet hotel ved havet i Le Grazie nær Porto Venere. Værelserne er stilfuldt indrettet med bad/toilet, minibar, TV, internet, aircondition og telefon. Alle dobbeltværelser har lille balkon. Byen Le Grazie ligger presset ind mellem havet og bjergene.
De hyggelige huse ligger langs havet eller presset op ad bjergsiden. Byen har promenade og hyggelig lystbådehavn. To kilometer fra Le Grazie ligger mondæne Porto Venere, som kan nås til fods eller med bybus. Le Grazie er ca. 10 km fra Cinque Terre og 50 kilometer fra Pisa. Hotellet har egen swimming-pool reserveret til hotellets gæster. Gode tre retters menuer fra det italienske køkken.
1. dag: Afrejse fra Københavns lufthavn til Bologna om eftermiddagen. Middag på hotellet.
2. dag: Vinsmagning og Sarzanna På en uformel gåtur viser rejselederen vores lille by Le Grazie frem. Om eftermiddagen smager vi på Liguriens vin hos en lokal vinproducent før vi kører mod den hyggelige by Sarzanna. Vi spiser en god middag tæt ved byens torv.
3. dag: Cinque Terre: Riomaggiore - Manarola - Corniglia Ligurien er berømt for sine 5 landsbyer, der tilsammen udgør det pittoreske område Cinqueterre. Direkte oversat: De fem lande. Med egen bus kører vi til disse bedårende landsbyer. De sidste få kilometer foregår med tog. Med lokalguide går vi fra Riomaggiore til Corniglia. Den letteste rute er Via del Amore mellem Riomaggiore og Manarola på ca. 2 km. Derfra kan man tage toget eller gå yderligere 5 km i mere krævende terræn (forbehold for lukning af sti ved jordskred). Naturen og udsigten er fantastisk. Mellem smukke vinterrasser, korktræer og klippeformationer besøger vi landsbyer, der trodser naturens orden. God tid til frokost undervejs i Manarola. Velfortjent middag på hotellet.
4. dag: Porto Venere og Lerici Med lokal bybus til vores naboby Porto Venere som ligger tre kilometer fra Le Grazie. Med lille færge sejler vi i Golfo dei Poeti mellem Porto Venere og Lerici. Porto Venere og Lerici er indbegrebet af Ligurien med borgene der vogter over de snævre middelaldergader der kravler op ad skrænten. På promenaden og lystbådehavnen nydes livet på caféerne. Om eftermiddagen retur med færge fra Lerici til Porto Venere. En flot vandretur venter de aktive mellem Porto Venere og Le Grazie. Hvis man vil spare på kræfterne kører bybussen på få minutter én næsten lige til døren. Middag på hotellet.
5. dag: Cinque terre - Monterosso al Mare-Vernazza-Corniglia Vi fortsætter vandringen i Cinque Terre med kyndig lokalguide. Fra Monterosso vandrer vi til Vernazza. Dette er den hårdeste strækning med en del trapper, kuperet terræn og store niveauforskelle. Ophold i Vernazza, hvor der er tid til at nyde livet og spise lokalt, inden vi går til Corniglia. Terrænnet er kuperet med store niveauforskelle. Der er ca. 5 km mellem hver af byerne (forbehold for lukning ved jordskred). Togene kører regelmæssigt, hvis man vil springe en eller begge strækninger over. Nyd en kølig øl på promenaden. Med tog og egen bus kører vi retur til hotellet, hvor vi spiser middag.
6. dag: Fridag Tag på shopping-tur til La Spezia. Tag en vandretur i området eller nyd hotellets Swimming Pool og det stille liv i Le Grazie. Rejselederen informerer om mulighederne. Middag på hotellet.
7. dag: Lucca - Et lille stykke Toscana Toscana er lige om hjørnet, og Lucca er en af de allermest charmerende byer. Godt diplomati og et imponerende fæstningsanlæg styrede Lucca uden om krig og ødelæggelse. God tid til shopping, frokost og cafébesøg. Afskedsmiddag på hotellet.
8. dag: Balsamico i Modena Om formiddagen kører vi mod Modena, hvor vi på et lille aceteria ser, hvordan man proucerer Balsamico. Vi spiser en god frokost, hvor balsamicoen harmonisk indgår, inden vi sidst på eftermiddagen flyver fra nabobyen Bologna til København. NB: På afrejsen 1/9 flyver vi fra Pisa til København om morgenen.
|